2017 – Året der gik

 

Kære Bestyrelse og Aktivitetsledere i RK Vejle

I 2017 var vi 5 frivillige, 1 aktivitetsleder og i alt 8 kvinder. Af de 8 kvinder indgik de 4 af dem i aktivt mentorskab, 2 af dem havde fortsat en løsere kontakt til deres tidligere mentor, mens de 2 sidste udelukkende deltog i arrangementsdelen.

I årets løb har vi fået 4 nye henvendelser, hvor 1 af dem udmøntede sig i mentorskab, mens de øvrige enten blev afvist af Q-net eller alligevel ikke førte videre.  

En af vores kvinder, der har været mange år i netværket uden mentor, fik igen akut behov for en-til-en støtte og ophold på krisecenter. 

Vi har sagt farvel til 2 kvinder i årets løb. Den ene kvinde var efter mange års deltagelse i netværket desværre blevet ude at stand til at deltage i netværket, mens vi fik sendt den anden kvinde videre til Q-net i København efter 1 1/2 års mentorskab i Vejle. 

Året bød som tidligere år på 11 månedlige aftenarrangementer f.eks. en tur i biografen, gåtur i naturen, spilaften og julehygge. Derudover startede vi med at lave samarrangementer med vores ”søsterforening” Cafe-Q i form af spis-sammen arrangement i april, efterårsudflugt til den Gamle By i Århus og fælles julefrokost. 

For vores frivillige startede der i 2017 supervision 3 gange om året, hvor vi sammen med Cafe-Q kan få vendt relevante problematikker med en frivillig Røde Kors psykolog. Det er et rigtig godt initiativ, som vi sætter pris på at hovedkontoret har igangsat. I lighed med tidligere år har der også været rig mulighed for frivillige at deltage i diverse kurser omkring en-til-en støtte. 

I 2017 deltog Q-Net i statusundersøgelse udsendt af hovedkontoret sammen med de øvrige 18 Q-Net i Danmark. Undersøgelsen belyste antal brugere og frivillige, hvordan de forskellige netværk arbejder, udviklingen af Q-Net de senere år og hvilke aktiviteter, der afholdes. I statusrapporten kan man se, at der en landsdækkende tendens til at kvinder bliver længe i netværket, og det er også tilfældet i Vejle. 

Ved indgangen til 2018 er der startet ny aktivitetsleder, som sammen med aktivitetsleder for Cafe-Q ønsker at indgå nye samarbejder f.eks. med Gadeteamet/Cafe-H for derved at finde nye brugere til hver vores aktivitet. Vi får primært henvendelse om nye kvinder/brugere fra krisecentret og kommunen, men ønsker også at gå nye veje. 

Q-Net undersøger i øjeblikket desuden samarbejde med Foreningen For Voldsramte Kvinder, som har 800 medlemmer i Danmark. 

I 2018 ønsker vi i Q-net desuden at få redefineret vores netværk og arbejder p.t. på at formalisere forventninger og ønsker til både frivillige og brugere samt samarbejdet med Cafe-Q.

Mange hilsner

Susanne Nielsen
Aktivitetsleder, Q-net

 

Denne side bruger cookies. Ved at klikke dig videre på siden, accepterer du dette. Læs mere om cookies...